Billedkunstner Helen Nielsen har akvarel i fokus

I ordbogen kan du læse om Akvarel.

December giver mig altid mulighed for at eksperimentere med kreativiteten fordi der er pause fra alle andre, de har jo også travlt med at holde jul, og der er helligdage. Alle går i hi eller i julefrokostræs og jeg har åbenbart en tradition for at centrer mig om kreativiteten i den periode.

Jeg er stadig dybt nede i det kaninhul, der hedder akvarel. Jeg træner øjet i at se skygger på referencebilleder ved at gøre dem sort/hvide. Jeg overfører referencebilledet og arbejder med den som kultegning. Først herefter overfører jeg referencebilledet til akvarelpapir og træner min farvelære. Det er vådt-i-vådt for at få den flydende overgang og det er tørt når pigmenterne skal styres. Jeg arbejder fra lys til mørke og skyggerne får jeg til at passe, ved at blande kontrastfarven til den valgte palette.

Har du ikke et ben i akvarelfarverne, så kan det overstående være noget værre volapyk og jeg beklager. Oprindeligt har jeg selv en mere løs tilgang til at arbejde med akvarel som du kan få et indblik i, i denne gratis video.

Kender du reglerne

Men nu har jeg besluttet mig for at lære den mere strukturede metode at kende. Med de bedste tips og tricks fra den klassiske undervisning, kan jeg udvikle min egen mere løse stil.
Det er kun muligt at afvige fra en regel hvis man kender reglerne.

Jeg har mange akvarelmaterialer, i forskellige kvalitet. Jeg kan bedst lige at arbejde med akvarelblyanterne og tubefarverne fordi de er bedst til at skitse op med og lægge farver til papiret.
Helt klicheagtigt, så kan man selvfølgelig mærke forskel på kvaliteten. Jeg har farver som er købt i Søstrene Grene og Lidl, som er meget sværere at få til at række end dem fra Windsor Newton, men det gør ikke noget når man bare skal lære.
Men værkerne får helt klart mere dybde når pigmenterne holder længere.

Det samme kan siges om papiret, som jeg klart ville mene er vigtigere at have styr på end at have den bedste kvalitet farver.
Det er meget utilfredsstillende når papiret bøjer eller ikke kan holde til den nybegynderbehandling man giver, med måske for meget vand eller for mange lag.

Julen kom og julen gik

Mellem gaveindkøb, julekort og juledekorering, som nu er veloverstået, læst og pillet ned igen. Der fik jeg fokus på akvarellen. Nu kan jeg se frem til januar, hvor mine refleksioner har ført mig til at jeg er på rette vej.

Jeg holder fast i mit mantra med en ting af gangen. Færdiggør dine projekter før du starter nye – hold op hvor lyder det kedeligt –. Men jeg vil også tilføje dette:

”Stir det hvide lærredet lige i øjnene, læg ikke redskaberne fra dig før du møder ’den grimme fase’ som alle værker unægtelig træder igennem. Imens minder du dig selv om at male det mørke endnu mørkere samtidig med at du tager alle de kreative chancer du kan.”

Tak fordi du læste med.

Mvh Billedkunstner Helen Nielsen