Oktober er gået, så hvad var jeg som billedkunstner optaget af i den måned der gik. Hvilke gode kompositioner så jeg, hvilke farvekombinationer lagde jeg mærke til og hvad hørte jeg i det tomrum mellem at udføre det kreative og tænke på at være kreativ.
Jeg vil bruge bloggen og det skrevne ord til at sætte kreativteten i gang, holde mig til ilden og sætte skub i motivationen når jeg har sat mig for at arbejde kreativt.
Jeg er som kreativ altid inde i en eksperimenterende fase med mange ideer, nogle af dem er gode, andre af dem prøver jeg af og de sidste længes jeg efter at få energi til at gennemføre. Jeg har indset at ikke alle ideer kan jeg forfølge og derfor må nogle af dem også forkastes.
Det kan være en ensom, frustrerende, genial og glædesfyldt fest, som jeg ofte går med alene – jeg er nok ikke den eneste, så nu prøver jeg at dele det hele her, i et forsøg på at blive bedre til at forkaste ideer der ikke skal gennemføres og få energi til dem der bare må prøves af.
Så hvad er ideen med at dele det i en blog. Er det kun mig, som blogskriver, der skal have tømt hovedet? Kan jeg ikke dele min kaotiske tankestrøm på et socialt medie som facebook eller linked-in?
Er der ikke noget i bloggen for dig?
Det du får, er en refleksionspause og måske kan ilden bluse op i dig, så du får energi til at gå i gang med din kreativitet.
Hvad er kreativitet?
Kreativitet banker på som skæve koncepter, ideer til en ny streg i maleriet eller som nysgerrighed i et nyt materiale - seneste nye, for mit vedkommende, er at lave blomster i papir.
Bloggen kommer til at rumme alt fra hvordan inspirationen dukker op fra f.eks. haven, til hvilke akrylfarver jeg vælger til min næste farveskala og helt over til hvordan jeg løber med kreativiteten over i andre materialer som f.eks. blomster i papir eller pastelkridt på brunt papir.
Naturen er en evig inspirationskilde
Oktober er måneden hvor haven gøres vinterklar. Buske skal klippes, planter skal omplaceres og frø skal indsamles til næste års blomsterflor. Kreativiteten bliver sat på prøve når man skal forstille sig en plante på sit højeste blomstringsniveau i kombinationen med resten af haven, men det du kigger på, er en klat jord med tre pinde der stikker op.
Samtidig er det tiden for endnu en af mine passioner, som er svampejagt. Svampe er gode motiver og spændende i forskellige former og farver. Turene ude i skoven giver altid gode billeder med hjem som kan bruges som reference i det kreative arbejde. Farvekombinationen i disse kogler, hvor der både er røde, brune, hvide, turkis og sorte farver vil give en god palette i det næste abstrakte maleri. Ja selv formen på koglerne kan sætte fantasien i gang om feer i skoven der har hat og skørt af koglens frøskæl.
Dyrene i naturen
Min interesse for drager med skæl og ild ud af munden, har altid været stor, men af åbenlyse årsager, er det ikke muligt at få et referencebillede af en drage i naturen. Men i oktober var jeg heldig at få det næstbedste, et billede af et firben, krøllet sammen i en sovende tilstand. Tænk, at et så imponerende dyr betræder vores jord. Det er jo fantastisk – det ser jo helt fortidsagtigt ud, som noget fra dinosaurenes tid.
Selv de mindste insekter er gode motiver. Dette år har givet et hav af mariehøns som nu er klar til at takke af for denne sæson. Hist og pist finder man dem i græsset, på bladene og i buske. Her fik jeg, hvad jeg selv mener er, et godt motiv af to mariehøns, som fortæller historien om at sæsonen går på hæld. Det virker trist, vådt og koldt - vinteren er på vej og dog har to fundet sammen i et visent blad.
Et citat jeg tager videre med mig ind i november måned
Kreativiteten løber tit af med mig når jeg læser et godt citat. I denne måned er jeg stødt på flere spændende, som giver mig motivation til at ændre mit sprog og være taknemlig i den måde jeg arbejder med min kreativitet. Der er dog ét citat som får mig til at kigge nærmere på hvordan naturen spiller en vigtig rolle og et budskab jeg gerne vil være med til at formidle i min kunst. Hvordan vi som mennesker tror vi har ret til skubbe alt andet til siden og i døden fordi vi er ved at skabe noget. Men hvor meget storslået og innovativt, er det lige vi skaber i hverdagen, går det meste af livet ikke bare i ring, for den enkelte, for generationen, for verden.
’Vi er ikke verdenserobrere længere, vi er i det hele taget ikke ude på at erobre det store, men på at overleve som skamfulde forvaltere af det rod, vi selv har skabt.’
Helt lavpraktisk tager jeg også med mig fra citatet, jo mere jeg ejer desto mere skal jeg forvalte – vil jeg egentlig gerne bruge min tid på det?
Tak fordi du læste med –vi ses!
Mvh Billedkunstner Helen Nielsen