Bjørnen Børge smiler i dag

Bjørnen Børge følte ikke at han havde så meget at give, derfor valgte han ofte at gå i hi. Han gemte sig i lange perioder indtil maven knurrede nok så grumt. Jordhulens fugtige, klamme tag, gav lige præcis det Børge ville have. Et sted han kunne gemme sig fra vildænderne, Birgitte Bæver og andre luner i verden udenfor.

Vildænderne morede sig i deres succes i luften og fløj altid mod syd når fjerspidserne blev frosne. Bæverne plaskede i deres eget bassin og plejede deres tænder hver eneste dag. De smukke hvide tænder, så stilfulde de var.

Birgitte Bæver var altid glad og hjælpsom, hver forår leveret hun smukke grene til vildændernes rede og vildænderne var taknemmelige, så de gav plads til Birgitte i bassinet.

Bjørnen Børge hørte dem ofte snakke ude foran hulen, men aldrig mente han selv at han kunne bidrage til snakken. Han flyttede sig ingen steder og slet ikke nær syd - han kunne ikke give noget.

Når han satte sig på sin rumpe foran hulen, så gik de alle forbi. Alle havde de noget de selv skulle ordne, alle havde noget de skulle nå, men han kunne sidde der foran hulen hele dagen. Han så verdenen gå forbi og blev helt trist ved den aktive verden som han sad stille i.

Græshoppen Sven var en gæv gut. Han sprang foran Bjørnen Børge, løftet sin hat og hilste ”Dav”. Videre sprang han for han havde en aftale omme på den næste bakke.

Et lys gik op for Bjørnen Børge, selv omgivelserne blev lidt forskrækket over bjørnens hurtige bevægelser.

Et ”hej” var da så dejligt at give. Græshoppen havde givet ham så dejligt et smil og en venlig hilsen at glæden strålet ud af bjørnen. ”At blev set, det er virkeligt noget” sagde Bjørnen Børge højt. Birgitte Bæver hørte ham og sagde ”Ja, nu du siger det Børge. Det er rart – hej med dig”.