Fremmed

3.900 kr.

80 x 60 cm

Værket er signeret

af Helen Nielsen

Akryl på lærredet

Dette værk er malet med akryl på lærredet

Lakeret

for at bevare værket i mange år frem

Klar til ophængning

Unikt værk, signet af Helen Nielsen

Dette værk er malet med akryl på lærredet. Det er signeret, lakeret og klar til ophængning.

Tekst tilknyttet til værket

Der kommer nye til andedammen

Højt oppe over dammen, hele vejen fra sydens sol kommer de. De er her kun ganske kort, de unge storke. Ænderne i dammen bemærker ikke trafikken i luften, de trasker af sted for at komme til dammen, vedligeholde rederne og spise frokost, før de trasker hjem igen.
Men denne gang bliver de nød til at stoppe op, en stork har slået sig ned ved dammen.

”Har du lige set ham den høje, klædt i lange røde strømper og med sorte ærmer”, sagde førsteanden Karen og kiggede på sin med-and. Hvad er det han laver helt der oppe på toppen af det gamle, døde egetræ. Karen missede med øjnene. Det var ikke lige til at se indtil ”Det er en rede!” udbrød Karen. ”En rede skal da ikke ligge så højt oppe,” tilføjede hun.
”Hvad er meningen?”, kom det fra andrikken Mikkel. ”Det har jo altid været sådan at vi ligger vores reder i det hulrum der er ved andedammen. Det gør det let, hurtigt og smidigt at arbejde på sin rede i løbet af dagen,” nikkede han bekræftende til sine medænder. Alle ænderne nikkede i takt og så mistroisk til, mens storkeparret byggede deres rede i det døde egetræ lige ved siden af dammen.

En sommer med rusk, regn og vind var ikke ualmindelig i dammen, men denne var dog af en anden karakter. Ænderne så til, mens vandstanden steg og rederne i hulrummet ved dammen var i overhængende fare for at drive ud og forsvinde.
Intet kunne de gøre før sommerstormen havde lagt sig. Bekymrede så de på hinanden, støttede hinanden og så magtesløse til.

Dagen efter traskede alle ænderne ud, ikke for at vedligeholde rederne, men for at genetabler det tabte. Mikkel var i sin egen boble med at søge efter kvas der var tiltrækkeligt tørt og i en passende længde til at bygge en rede. Karen hjalp til, men var helt afkræftet af omstændighederne. Hun pustede ud og tog en kort pause for at kigge op på den dejlige varme sol. Oppe i den døde eg så hun storkeparret som fløj ned med redemateriale.

Storken Søren tilbød sin hjælp og foreslog nye redepladser hvor en oversvømmelse ikke vil kunne nå. Flere ænder takkede nej til tilbuddet. De havde aldrig oplevet en lignende oversvømmelse før og mente derfor ikke at den kom igen. De byggede samme sted som de altid havde gjort, men Karen hun ville gerne lytte.
Efter Storken Sørens ideer byggede hun en rede i de tætte grene i et grantræ. Ikke så højt som i egetræet, men dog højere end hun plejede.

Storkeparret fløj sydpå igen til vinter, men næste sommer var de tilbage i dammen, som de særlige medlemmer af en familie, der alle boede ved dammen.