3.900 kr.
60 x 80
Værket er signeret
af Helen Nielsen
Akryl på lærredet
Dette værk er malet med akryl på lærredet
Lakeret
for at bevare værket i mange år frem
Klar til ophængning
Tekst tilknyttet til værket
Katten og Natsværmeren
Regnen slår ind på den kolde rude. Der er mørkt i huset, kun det sparsomme lys fra gaden rammer stuegulvet som en afgrænset plet. Her ligger Katten, på ryggen, ubekymret og leger med Natsværmeren. Forpustet flakker Natsværmeren ind og ud af Kattens greb. ”Er det ikke uambitiøst at æde sådan en støvet en som mig?” pruster Natsværmeren.
”æde…” fnyste Katten og vendte sig rundt, ”Hvorfor i alverden skulle jeg bruge tid på at æde dig?”
”Jeg tænkte bare….” fremstammede Natsværmen efter at have fundet sig en plads på sikker afstand fra de lange katteklør, ”…måske at du var sulten. Din skål har været tom i dagevis.”
Katten spankulerede over sofaryggen, alt for tæt på Natsværmeren, så den svævede atter til et nyt sikkert sted. ”Min skål,” gentog katten ”Hvis jeg ville, så gik jeg bare ud og jagede noget som jeg kunne smide i min skål” Natsværmeren og Katten tog et sidste blik på hinanden og gik hver deres vej i natten.
I haven den følgende dag gjorde Katten det den var bedst til, at passe sit territorie og kun få besøg af ligesindede. Sammen kunne de grine af de tåber de var omgivet af, for helvede var i sandhed et sted hvor man var den eneste fornuftige på territoriet.
Med halerne i vejret og rumperne i synkron bevægelse havde de i sandhed forstået meningen med livet.
Natten faldt på og Natsværmeren gjorde sig klar til endnu en nat i månens skær. Flere edderkopper havde nu opført deres spind og forladt det igen. Større edderkopper fik mindre edderkopper. Tiden gik. En myg kom forbi for at konversere med den smukke Natsværmer. ”Det er da utroligt med alle de edderkopper, sådan nogle som os vi må passe på at vi ikke bliver fanget i de grå gardiner” sagde myggen. Natsværmeren svævede forbi myggen uden et ord eller et blik. Myggen blev vred over den ringeagt som Natsværmeren udviste, ”så du tror nok du er bedre end jeg..” sagde myggen og fløj sin vej, uden at forvente et svar tilbage. Natsværmeren så chokkeret efter myggen og forstod ikke at tavshed kunne betyde så meget for et andet dyr.
Det fik Natsværmeren til at åbne munden over for Katten. ”Har du set alle de edderkopper og forladte spindelvæv?” Katten så op ”Hvad har det af betydning for mig lille Natsværmer? Er det ikke dig der burde være bange for edderkopper og tomme spind?”
”Jo måske, men din skål er stadig tom? Hvor er dine mennesker henne?”
Katten kunne ikke holde facaden mere, sulten sad dybt i maven. Aldrig før var der behov for at jage. Katten vidste ikke hvordan, men nu var skålen tom hver dag. Hvor var de, menneskene.
I det øjeblik forstod Katten, at menneskene nok ikke kom tilbage og at Natsværmeren var det tætteste Katten kom på en rigtig ven, nu hvor meningen med livet var vendt helt på hovedet.