I ordbogen kan du læse om Maleblokade.
Februar har det med at sætte mig lidt af. Efter opsamling på det kreative år der gik og opstart af det nye år, så er det som om at februar forlanger at jeg slapper lidt af. Det kan jeg dog ikke helt ses i det program jeg har lagt for mig selv. Allerede er der aftaler der er flyttet, opgaver der er udskudt og forpligtigelser jeg skal gøre op med, om de stadig er relevante for mig.
Så hvordan klarer jeg mig igennem det nu. Måske er det på tide at skifte kurs i stedet for at klare mig igennem det. Men for at skifte kurs, så må jeg forstå hvilken kurs jeg er på nu. Hvad gør jeg for at komme ind på en kurs der giver mig udskudte opgaver, flyttede aftaler og forpligtigelser jeg ikke er interesseret i?
Efterårets kreative ord genbesøges
Jeg genbesøger mantraet fra efteråret om ’jo mere jeg ejer desto mere skal jeg forvalte’. Kun få måneder efter står jeg i en lignende problematik. Hvor det jeg ejer, er de kreative opgaver jeg sætter mig for, de aftaler jeg laver og de forpligtigelser jeg mener jeg har. Det skal alt sammen udføres og vedligeholdes.
I 2024 eksperimenterer jeg med at minimere for at give plads til det rigtige. Betyder det så at jeg har så mange rigtige opgaver, at jeg simpelhent er nødsaget til at udskyde og aldrig slappe af? – næppe.
Jeg må konkludere, at det ikke er nok at beslutte sig for en retning. Jeg må også leve den hver dag. Den kurs jeg er på nu, handler om at samle – ideer, materiale, opgaver. Uden oprydning giver det helt sikkert den forstoppelse jeg oplever nu. Jeg kunne brandslukke og begynde at rydde op, men jeg vil faktisk gerne undgå at stå i samme situation igen om et par måneder eller februar måned næste år.
Mindre skal betyde flere kreative handlinger
Så nu skal der skrottes kreative ideer, downsizes og fokuseres på det jeg har størst lyst, drive og passion på. Jeg må bare sige at det er mega hårdt når jeg er en nysgerrig samler der ikke vil gå glip af noget.
Systemet skal i fokus
Citatet der har inspireret mig på det sidste er:
"Vindere og tabere har samme mål – forskellen på dem, er hvilket system de bruger."
I stedet for at sætte mig mål om at rydde op, så vil jeg arbejde på at samle færre ting omkring mig. Og i stedet for at jeg kun må have fem kreative projekter i gang, så vil jeg integrere de gode ideer i det kreative projekt jeg allerede er i gang med. Systemet må tilpasses.
Tak fordi du læste med.
Mvh Billedkunstner Helen Nielsen